Hold nu kæft … what a wine! Fed guiding fra the crew på vinbaren Ved Stranden 10 endte med denne Les Varrons Pinot Noir fra vinhuset Domaine Labet, som ligger på adressen Place du Village Chemin Monceau i den lille by Rotalier i Jura. WTF … for en sindssyg Pinot Noir fra Jura!
Domaine Labet drives af den energiske Julien Labet sammen søsteren Charlene og broderen Romain. Charlene hjælper Julien i vinkælderen, mens Romain arbejder i vinmarkerne. De tre søskende overtog vingården i 2012, da forældre Alain og Josie Labet trak sig tilbage.
Julien har siden 1997 hjulpet Alain med driften, og havde samtidig sine egne 3 hektar marker, som Julien drev økologisk med produktion af helt naturlige vine … naturewine … uden brug af svovl og kemikalier.
Disse tre hektar er nu sammenlagt med Domaine Labet, som nu samlet ejer 13,5 hektar fordelt på 45 parceller, fordelt på 4 kommuner og 13 lieux dits/vinmarker. De oprindelige marker er nu også under omlægning til økologisk produktion.
På markerne dyrker de tre søskende 66% Chardonnay, 17% Savagnin, 8% Poulsard, 6% Pinot Noir, 1% Trousseau samt 1% Gamay. Så mangler der sgu da vist 1% … men det lader vi være med at nævne. Udbyttet er moderat og varierer ud fra vinstokkenes alder. Der høstet omkring 15-40 hektoliter pr. hektar fra de 40 år gamle stokke og 35-60 hektoliter pr. hektar fra de yngste vinstokke.
Selvom domænet endnu ikke er helt økologisk, så arbejder Labet familien så tæt på naturlige principper som muligt. Julien mener, at vingården skal være fuldstændig bæredygtig. Der anvendes derfor ingen kunstgødning eller pesticider, og kun økologisk kompost pløjes i jorden. Vi er således tæt på naturewine.
Julien er også et studie værd. Julien beskrives som en funky guy, part punk, part stoner. Han har tidligere arbejdet i både Bourgogne og Sydafrika. Da han begyndte at hjælpe faderen Alain med produktionen tilbage i 1997 indførte han bl.a. lagring af husets mange Chardonnay’er på enten nye eller nyere barriques. Og så er han hyper energisk … og meget gæstfri.
Kunne ikke modstå at poste dette foto, som jeg fandt det på nettet. Monsieur Julien Labet.
Her har vi så netop en Pinot Noir fra Labet … tror faktisk aldrig, at jeg har smagt Pinot Noir fra Jura området. Vinen er lavet fra vinstokke plantet tilbage i 1985, er en naturewine uden brug af pesticider, sulfitter, SO2 og andet. Der anvendes kun den naturlig gær og den er lagret på eg … hvor lang tid kan jeg dog ikke umiddelbart se.
Og hvilken herlig vin … let, transparent i glasset. I næsen er der let nytårskrudt, boblende mødding, gammel karklud, ganske animalsk sammen med jordbær, ribs tilsat en omgang røg. Hmmm, virkelig lækker og indbydende.
I munden er vinen blød, let med jordbær, ribs, syrlige drops/bolsjer … har en meget præcis syre, meget fin og vedholdende fra start til slut. Eftersmagen er laaaannnnngggg samt blød og rund. Fuck, hvor smager det godt. Far er glad. Måske ikke bedste opladning til et halvmaraton … but who cares?
Forhandles af Krone Vin, men prisen har jeg ikke fundet.
Rating 6/7